Solceller på taget giver merværdi for AFRY

AFRYs hovedkontor i Solna har et solcelleanlæg, som blev taget i drift i foråret 2020. – For os som lejere er det vigtigt, at vores lokaler er miljøcertificerede, specielt fordi vi jo selv arbejder med bæredygtigt byggeri, siger Kaia Eichler, som er bæredygtighedschef for forretningsområdet Buildings hos AFRY.

Castellums satsning ”100 på sol” er en af nordens største investeringer i solceller og indebærer, at der skal opføres næsten hundrede solcelleanlæg på Castellums ejendomme frem imod 2025.

Et af disse anlæg finder man på AFRYs kontor i Solna nord for Stockholm, hvor 2.500 kvadratmeter af taget er dækket af solceller. Bygningen er desuden Guld-certificeret i henhold til den svenske standard Miljöbyggnad.

– Som rådgivere inden for bæredygtighed og bæredygtige løsninger i bygninger vil vi gerne følge vores egne anbefalinger. Derfor føles det utroligt positivt, at vi kan samarbejde med Castellum og sågar bidrage med vores egen viden om solcelleanlæg, siger Kaia Eichler, der tiltrådte som bæredygtighedschef for forretningsområdet Buildings i juni 2020.

AFRY er en international aktør inden for teknik, design og rådgivning, der arbejder på at fremme udviklingen af tjenester inden for bæredygtighed.

– Vi samarbejder med Castellum på flere anlæg i Sverige, hvor vi bidrager med vores ekspertise inden for solenergi, hvilket har ført til yderligere indsigt og erfaringer og været utroligt værdifuldt for os.

Kaia Eichler er uddannet civilingeniør inden for vej og vand og har arbejdet med energi-, miljø- og miljøcertificeringskoordinering i byggebranchen i ti år. Hun har gennem de seneste tre år opbygget AFRYs sektion inden for bæredygtigt byggeri i Gøteborg.

– I min rolle som bæredygtighedschef arbejder jeg strategisk med at søge samarbejde og opbygge forretningsnetværk med fokus på bæredygtige løsninger i bygninger. Det handler blandt andet om at bidrage til samfundsudviklingen og skærpe kravene til projekter, hvad angår klimaneutralt byggeri og en mere bæredygtig energiforsyning for at mindske klimapåvirkningen.

Bæredygtighed står højt på dagsordenen for mange virksomheder, og lejere stiller større og større miljøkrav. Men for bygherrer er der desuden økonomiske fordele at hente. Ved at bygge så klimaneutralt som muligt og blive miljøcertificeret kan man ofte få mere fordelagtige lånevilkår.

– Interessen for solcelleanlæg er eksploderet, og det er vigtigt at råde over de rigtige kompetencer. Vi har omfattende erfaring med solceller og arbejder tæt sammen med vores kunder i hele byggeprocessen med forskellige løsninger på energi- og miljøudfordringer. Vi følger op på certificeringer, når bygningen er færdig, og deltager i forvaltningen med driftsoptimering, energikortlægning og energisparetiltag.

Energiproduktionen for anlægget på AFRYs tag i Solna følger planen, og satsningen har dermed allerede vist sig at være rentabel. På en solrig sommerdag kan anlægget producere omkring 1.500 kilowatt-timer, hvilket kan løbe op i cirka 45.000 kilowatt-timer på en måned. Det årlige mål er 230.000 kilowatt-timer.
For at få kalkulerne til at passe valgte Castellum at satse på et anlæg med en maksimumeffekt på lige under 255 kilowatt, hvilket er grænsen for energiskat på elproduktion.

– Det er et fantastisk solcelleanlæg, som vi er meget stolte af. Vi har selv været med til at foretage en inspektion for Castellum, hvor vi kunne konstatere, at alt fungerer, som det skal, hvilket føles rigtig godt, siger Kaia Eichler.