Einar Willumsen

Fra to parkeringspladser til 964 kvm kontor

Einar Willumsen startede med at leje to parkeringspladser hos Castellum. I dag er virksomheden netop flyttet ind i deres nyrenoverede kontorejendom på Abildager 26 – og med stor begejstring for hele processen.

I takt med at Einar Willumsen voksede sig større, hjalp Castellum med opskaleringsprocessen ved at tilbyde større og mere passende kontorlokaler. På den anden side af vejen af Einar Willumsens kontor byggede Castellum et eksisterende tomt lejemål om til splinternye kontorlokaler. Udover nye kontorlokaler byggede de flere rummelige mødelokaler, et nyt køkken og en ny, flot kantine, der fungerer som et dagligt samlingspunkt for virksomhedens 80 medarbejdere i Danmark.

Et positivt samarbejde

Fra starten af renoveringsprocessen havde Einar Willumsen et ønske om en indretning i nordisk stil. Castellum trådte til med håndværkere, så Einar Willumsen kunne få opfyldt deres visuelle vision for indretningen af ejendommen. I samarbejde med Lotte Schwartz-Klint, der er Marketing & Brand Manager hos Einar Willumsen, hjalp Castellum med vægpaneler, men den øvrige indretning med møbler, printvægge og plantevægge har Einar Willumsen selv stået for.

Klavs Jensen, Group Facility og Maintenance Manager hos Einar Willumsen fortæller, at de har været og stadig er meget positive over for samarbejdet med Castellum: ”Samarbejdet har været meget smidigt, og det har været meget behageligt at arbejde sammen med dem (red. Castellum). Der er simpelthen ikke noget, der ikke har fungeret. Det har været supergodt det hele”.

En god pakkeløsning
I renoveringen af ejendommen, der også inkluderede en tilbygning til kantinen, har Castellum løbende arbejdet med deres forskellige underleverandører, og det er et samarbejde, som Klavs ser positivt på.

Castellum har jo nogle underleverandører, de benytter sig af, og der kan man bare godt mærke, at Castellum og de her underleverandører, de er bare vant til at have et meget nært og godt samarbejde, og det smitter af på alle os andre. Det er en god pakkeløsning, hvis man kan kalde det det”, fortæller Klavs.

Åben dialog
Klavs og Einar Willumsen har løbende haft kontakt med Henrik Dann, der har været Castellums projektleder på projektet, om stort og småt, og de har været meget glade for den åbne og nære dialog med ham.

Der er en åben og god kommunikation hele vejen rundt. Henrik, har vi haft med at gøre, og han er en meget åben person, og han ringer hellere én gang for meget end én gang for lidt. Der er slet ikke nogen slinger i valsen overhovedet. Har der været noget, vi lige har syntes, der skulle rettes til, så har han været meget lydhør.

Den åbne dialog har ikke kun været kendetegnende for Einar Willumsens opskaleringsproces, men også for den daglige gang i ejendommen efter virksomheden flyttede ind den 1. marts 2022.

Her efterfølgende, hvor vi er flyttet ind, hvis der er nogle småting, der lige skal have en kærlig hånd, så fungerer det fint, at man har sin vicevært, der lige vender det med Henrik, og så får man et svar ret hurtigt. Det er en god proces.

Einar Willumsen har netop indviet deres flotte og lyse kontorlokaler og nye kantine med en hyggelig reception for alle deres medarbejdere. De ser frem til for alvor at nyde godt af de nyrenoverede kontorlokaler og tilhørende fællesfaciliteter og til at fortsætte det gode samarbejde med Castellum.