Tingene foregår ved kaffemaskinen

– Charlotte Vikström taler om trends på kontorområdet

Tingene foregår ved kaffemaskinen

Fremtidens arbejdsliv handler om bevægelse. Vi bliver mere og mere globale og arbejder mere uafhængigt på forskellige steder alt efter, hvor vi lige befinder os, og hvad der passer os bedst i forhold til døgnets 24 timer. Vi bliver også mere bevægelige på arbejdsmarkedet, skifter job oftere og arbejder i midlertidige projekter.

Charlotte Vikström arbejder med forretningsudvikling, hvor der bl.a. er fokus på business intelligence. Hun har mange tanker om, hvordan vi skal arbejde i fremtiden.
– Den største og hurtigste forandring består af digitaliseringen og den nye smarte teknik, som gør os mere mobile. Når vi ikke længere er bundet til et bestemt sted, finder vi nye arbejdsformer.
For den unge generation er det naturligt at kunne arbejde der, hvor man opholder sig, og det er ikke så afgørende, om man er hjemme, på en café eller på kontoret.
– Jeg mener ikke, at kontoret som sådan forsvinder, men jeg vil tro, at kontorets rolle bliver anderledes.
Kontoret bliver stedet for det fysiske møde. En platform for organisationsudvikling, hvor man skaber sin kultur og udvikler sit varemærke.
– Unge i dag har høje krav og forventninger til deres arbejdsgiver. Åbenhed, valgfrihed, nærvær, vidensdeling og det at være online helt tiden er en naturlig del af deres hverdag. Derfor er der brug for fleksible kontorløsninger, som kan tage hensyn til mange forskellige behov.
– Det siges, at nutidens arbejdspladser skal være diversificerede og inkluderende. I dag ser vi flere generationer på den samme arbejdsplads, men vi oplever også en stor spredning i forhold til nationalitet, køn, etnicitet og seksuel orientering. Der er en stadig større bevidsthed om, at vi ikke alle er ens, men derimod enkeltindivider med forskellige behov.
Dette forhold har afgørende betydning for kontorets indretning, og det er også en årsag til, at det bliver mere og mere almindeligt med aktivitetsbaserede arbejdspladser, som repræsenterer et varieret arbejdsmiljø og dermed opfylder forskellige behov. Nogle gange ønsker man at arbejde i fred og ro, og andre gange er det naturligt at arbejde i et miljø, hvor man kan interagere med andre. Det er også vigtigt, at arbejdspladsen tilbyder områder til afslapning.
– Når grænserne mellem arbejde og fritid viskes ud, skal vi påtage os et større ansvar for vores egen trivsel og velbefindende. Derfor bliver det stadig vigtigere, at arbejdspladsen kan tilbyde områder til både pause og social omgang, og hvor der er mulighed for koble af og hvile.
Vi ved, hvor vigtigt det er med en god ergonomi og mulighed for bevægelse og fysisk træning, men også det æstetiske aspekt har stor betydning. Det er noget, som mange gange påvirker os mere, end vi måske selv tror.
– Ud over ren luft, belysning og lydmiljø kommer der mere og mere fokus på at bruge design og æstetisk udformning til at skabe miljøer, hvor vi både kan præstere og trives. Vi tilsætter naturlige elementer på kontoret, f.eks. grønne planter, vand, naturmaterialer, smukke genstande og organiske former. Det er det, vi kalder Biofilic Design. Det bidrager til vores trivsel og giver os mere energi.
– Der er studier, som viser, at vores koncentration stiger med 6%, når vi kigger ud på et grønt miljø, og falder med 8%, når vi ser på grå beton.
Virksomhedens fysiske placering bliver også mere og mere vigtig. Medarbejderne ønsker at arbejde i behagelige omgivelser og have adgang til serviceydelser, som gør livets puslespil lettere, frokoststeder med sund mad og kort afstand til gode transportmuligheder.
– I fremtiden kommer vi ikke til at bruge bilen på samme måde som i dag. Det er ikke alle, som har kørekort og adgang til bil. Derfor skal vi kunne cykle eller komme på arbejde med den kollektive trafik.
Der kommer større fokus på bæredygtighedsspørgsmål, både økonomisk, økologisk og socialt. Hvordan kommer næste generation til at arbejde?
– Udviklingen går hurtigt, og mange af vores børn og børnebørn kommer til at arbejde med fag, som vi slet ikke kender i dag. Det bliver spændende, afslutter Charlotte Vikström.

Herunder kan du læse flere artikler om morgendagens innovative arbejdspladser